BK Vejen skifter til nyt logo

4. juli 2025

BK Vejen præsenterer med stolthed klubbens nye logo, der markerer et nyt kapitel i klubbens visuelle identitet. Det nye design forener det moderne og energiske med klubbens stærke lokale rødder – og er en del af en bredere strategi for at styrke klubbens profil og fællesskab.

“Vi har ønsket at skabe en stærkere og mere tidssvarende visuel identitet, som både nuværende og kommende medlemmer, fans og samarbejdspartnere kan spejle sig i,” udtaler bestyrelsesmedlem Jesper Fallesen. “Logoet skal vise, hvem vi er – en klub i udvikling og med kampgejst, men med hjertet solidt plantet i Vejen.”

Det nye logo afløser det tidligere design, som har tjent klubben i mange år. Med tydelige referencer til basketballsporten og bevaring af trolden, blot i nye klæder, signalerer det både dynamik og lokal stolthed. Det nye logo er skabt til at kunne fungere på tværs af trøjer, sociale medier, merchandise og officielle platforme. Det nye logo findes i øvrigt i 2 udgaver – ’BK Vejen’, som refererer til den nye liga afdeling samt ’BKV’81’, der dækker over hele ungdomsafdelingen samt kulturdelen i klubben.
Designprocessen har involveret både spillere, trænere, frivillige og bestyrelse, og resultatet er blevet taget godt imod internt i klubben.

“Det her er mere end bare et logo – det er et symbol på retningen, vi bevæger os i som klub. Vi ønsker at samle hele Vejen omkring basket, og det nye udtryk skal være med til at styrke den fortælling. Vi har haft en meget professionel samarbejdspartner omkring logoet og dets udformning i form af Elisabeth Holberg fra Holberg Marketing og er stolte over at kunne vise det frem for alle nu”, slutter Jesper Fallesen af.

Det tidligere logo:

Klubbens nye logo: